• Hurtig levering
Indtast din søgning
 
0
Kurv: 0,00 DKK

Sadelservice

Min opgave er at tjekke sadlens samlede pasform, og sikre at hesten har optimal ydeevne under sin sadel og rytter. Målet med mit besøg er at give kunden lidt mere indsigt i, hvordan deres sadel påvirker hesten.

Folk jeg besøger, fortjener en forklaring på, hvad de køber. Har kunden en sadel, som ikke kan tilpasses deres hest, fortjener de endnu mere en forklaring på, hvorfor denne bliver kasseret. Efter at have fået en forklaring er det op til kunden, om de vil prøve de sadler jeg har med, eller om de finder en sadel andetsteds fra, som vi tilpasser. 


Her er nogle grunde til hvorfor der er forskel på hvor ofte en sadel skal omstoppes, og de ting der påvirker pasformen.

  • Rider man f.eks kun 2-3 gange om ugen en 1/2 time af gangen, går der længere tid før stopningen bliver flad. Hvorimod hvis du rider hver dag 1 1/2 - 2 timer ad gangen, kan du ride en stopning flad på 2-3 mdr.
  • Oveni dette skal man også kigge på rytterens vægt. En tung rytter belaster sadel og stopning mere end en lettere rytter.
  • Sadlens pasform ved udgangspunktet. Har hesten f.eks. en lige ryg og går den med en sadel med en lidt kurvet bom, vil sadlen som regel hurtigere blive flad fortil og begynde at løfte dig bagtil.
  • Hestens alder (unghest) kan gøre, at sadlen skal justeres oftere mens hesten er i vækst. Den sadel du har til din hest når den er 3 år er meget sjældent den samme når den er 8 år.
  • Træningsniveauet kan ændre sig, og dermed også muskelsætningen på hesten.
  • Skader samt at hesten står stille pga. sygdom gør at hesten ændrer facon.
  • Årstiden og dermed hestens huld kan påvirke sadlens pasform.


Sadeleftersyn / Sadelprøvning

Er det første gang vi mødes, udfylder jeg en rapport og tager mål af hesten. Dette besøg tager typisk mellem 45-60 min. Jeg gennemgår hestens tilstand og ryg. Vi taler om alder, køn, race, sundhedstilstand og arbejdsniveau. Og om hestens historie - har den gamle skader, der skal tages højde for. 

Er der aftalt tid til sadelprøvning, tager det i alt ca. 90 min.


Fuld omstopning / Topstopning

En sadelomstopning inklusiv besøg kan tage op til 3 timer. Hestens sædvanlige rytter skal altså være klar til at sætte sig i sadlen ved mit besøg. Dette er for at få den mest optimale tilpasning af stopningen, og for at rytteren også får en fornemmelse for, om sadlen ligger i balance.

Er sadlens stopning af en kvalitet jeg kan arbejde videre med, topstopper jeg den. Altså, der lægges uld ovenpå den eksisterende stopning. Er stopningen for brugt, bulet eller asymmetrisk, skifter jeg den helt ud. Målet er at få en stopning, der er et omvendt spejlbillede af den enkelte hests sadelleje.


Efterjustering

Alle stopninger kan ved brug sætte sig en smule. Uld er et levende materiale, som reagerer på tryk og varme. Selvom man har stoppet sadlen fuldstændig lige ved første besøg, kan sadlen sagtens pakke sig i den ene side, eller sætte sig mere bagi eller foran. Derfor er det en god idé at få tjekket, om sadlen ligger som den skal efter en måneds tid.


NB! Alle brugte sadler skal omstoppes eller justeres, før de tages i brug på en ny hest. Det anbefales at alle sadler der bruges jævnligt skal efterses hver halve år - og minimum en gang årligt.
   
Mød os på instagram